Brudte mennesker

Jeg holder meget af brudte mennesker. Der er noget ved deres livskamp, der bare er så inspirerende. Mennesker, der har været igennem en livskrise eller to og som stadig er vilde med at være her. Findes der noget, der er mere opløftende?

De findes overalt: i litteraturen, i kunsten og i køen i Netto. Mennesker, der er adlet af livet. Som har ar på sjælen. Som har været igennem sjælens mørke nat og som er kommet om på den anden side - stærkere, sandere, dybere, skønnere og klogere.

De er stærke, fordi de er sårbare. De er smukke, fordi de tør vise deres ar. De puster sig ikke op i påtagede selvfortællinger, men er mere ægte tilstede: brudte, sårbare, levende, kærlige og nærværende.

De tør se fortvivlelsen og brutaliteten i øjnene og alligevel kan de glæde sig over livet. De er ikke bange for at stå ved deres nederlag. De synes at være i kontakt med en dybere eksistensform og livskraft. Og så er de ofte meget empatiske og generøse i deres livsindstilling. Som om, at der ikke er noget de skal nå eller bevise.

Jeg hørte engang en præst fortælle, at han ikke stoler på mennesker, der ikke har ar i livet, der ikke på en eller anden måde er halte. Han refererede til en fortælling fra Det Gamle Testamente om Patriarken Jakob, der en nat kæmpede mod selveste Guds engel. Jakob ville ikke slippe sin modstander før han fik Guds velsignelse. Så fik ham et slag på hoften, som gjorde ham halt resten af livet. Men han fik også velsignelsen. Præstens pointe var, at velsignelse og skade følges ad. Den egentlige lykke i livet går ikke udenom livets kampe, men igennem dem.

I virkeligheden tror jeg, at vi alle har vores egne livskampe. I den moderne verden har vi bare lært at skjule dem og bedøve dem med kunstige virkemidler. Vi har lært at gemme smerten væk og dække brudtheden til med underholdning og forbrug. Men tildækningen virker ikke. Vi har brug for kriserne, for at blive os selv. Det er i sprækkerne at lyset kommer ind, skrev Leonard Cohen. Der findes en visdom og medfølelse, som gemmer sig på den anden side af livets brudte erfaringer, skriver den amerikanske forfatter, Susan Piver.

Den danske digter Benny Andersen skrev også om livets kriser. Et sted skriver han om en livskrise, han selv havde som ung. Det var noget med en forelskelse, som ikke var gengældt og som var ved at rive sjælen ud af ham. Han overvejede at tage sit liv, men så kom han i tanke om noget Søren Kierkegaard havde skrevet og besluttede sig for at blive i livet. Kierkegaard havde skrevet noget om, at vi aldrig på forhånd kan vide om et livsvalg er rigtigt for os. Udfaldet af livets eksistentielle valg kan man kun kende efter at man har valgt dem. Sandheden om livet kan man kun kende ved, at man lever det. Benny Andersen skrev efterfølgende at Kirkegaard havde reddet hans liv.

Der er noget fascinerende over det dybe i livet. Det vækker noget helt særligt i os. Jeg tror at vi moderne mennesker kan få meget ud af, at blive bedre til at være i nærkontakt med eksistensens mere brudte erfaringer ...