”Vi lever ikke længere i en guldalder, men i en jernalder [...] nærmere bestemt en jernbane-alder.”
Nogenlunde sådan skrev den danske dramatiker og teaterchef Johan Ludvig Heiberg tilbage i 1843. Heiberg refererede til de jernbanestrækninger, der begyndte at tage form i det europæiske landskab. Hans pointe var, at der med den moderne teknologiske udvikling følger et særligt instrumentelt menneskesyn, der står i kontrast til guldalderens mere artistiske dannelsesidealer.
Heibergs jernalder-metafor er også relevant i vores dages senmoderne virkelighed. For også vor tids ledelse og arbejdsliv synes at være præget af en grundlæggende instrumentel tænkning og en optagethed af tanker om nytte, metode og resultat. Pointen hos Heiberg er, at den moderne instrumentelle logik let fører til en afstumpet forestilling om hvad det egentlig vil sige at være menneske. Den teknologiske udvikling synes at have en indskrænkende indvirkning på menneskelivets åndelige og dannelsesmæssige udtryksmåder.
Ingen kan selvfølgelig være i tvivl om at den moderne udvikling har ført til nogle imponerende fremskridt for menneskeheden. Millioner er løftet ud af fattigdom og aldrig har menneskelivet været lettere og mennesket dygtigere, rigere, klogere, stærkere og smartere. Men lige så fantastisk den moderne udvikling er for menneskets ydre og materielle vilkår, lige så problematisk synes den at være for menneskets indre og åndelige liv.
Ifølge nogle af klassiske eksistensfilosoffer følger der let en forvrænget menneskeopfattelse i kølvandet på den teknologiske tænkning. Teknologiens idealer om nytte, acceleration, optimering, standardisering, forenkling og resultat gør det stadig vanskeligere for mennesket at bevare en genuin menneskelighed og være tilstede i livet på en åndelig, kulturel og værdimæssig måde.
Teknikkens dehumaniserende implikationer har været kendt siden Aristoteles. Aristoteles skelnede mellem menneskets tekniske kunnen (techné) og dets praktiske fornuft (phronesis). Denne skelnen synes vi at have glemt i dag, hvor næsten ethvert forhold vurderes ud fra teknikkens rationelle formålslogikker: 'hvad kan vi bruge det til', 'hvordan kan vi udvikle det' og 'hvordan gør vi det til en metode'? - Phronesis derimod handler om alt det vi gør i livet alene fordi det har værdi i sig selv, f.eks. når vi leger, maler, elsker eller bare går en tur i naturen. Dvs. alt det, der er godt i sig selv og som ikke bare kan indfanges gennem en metode.
Især har en række ’moderne’ filosoffer som Søren Kierkegaard, Martin Heidegger og Hannah Arendt advaret imod nogle af de åndelige og humanistiske udfordringer, der knytter sig til den moderne verdens teknologiske udvikling.
Kierkegaard: Mere lidenskab, mindre lethed...
Allerede i 1830’erne reflekterede den unge Kierkegaard over tidens spirende teknologisering. I en af sine bøger fortæller han, at han en sensommer eftermiddag var taget ud til sit yndlingskonditori i Frederiksberg Have, for at sidde og nyde en cigar. Her kom han i dybe tanker om sin egen fremtid og den rolle han skulle påtage sig i livet. Flere af hans bekendte var allerede i gang med at gøre gavn i den moderne verden: én ved jernbanen, én ved omnibusserne, én ved damskibene og én ved telegrafen, skriver han. De var driftige mennesker, der alle var i gang med at gøre livet ”lettere og lettere” for menneskeheden.
Andre af hans bekendte gjorde gavn indenfor filosofi og videnskab, optaget af at producere ”letfattelige oversigter” og ”systematikker” for den menneskelige tanke. - Men hele denne lethedsdiskurs, denne optagethed af at optimere og systematisere menneskelivet var ikke noget, der appellerede til den unge eksistenstænker.
Kierkegaards cigar gik ud og han tændte en ny. Da slog en stærk tanke ned i ham: Med al den lethed, der var kommet ind i den moderne verden, var der jo stor fare for at letheden skulle tage overhånd. Der var simpelthen fare for, at det moderne menneskeliv skulle reduceres til et harmonisk og friktionsfrit ligeløb uden forståelse for livets paradokser, mysterier, lidenskaber, modgange og valg.
Dér på bænken i Frederiksberg Have havde Kierkegaard fundet sit filosofiske projekt; han ville bruge sit liv på at stille menneskelivet vanskeligere igen. Ikke for at idyllisere vanskelighederne, men fordi vanskelighederne udtrykker noget særligt sandt og væsentligt om det at være menneske.
Nøglen til det sande i livet handler nemlig ikke om at digte virkeligheden skønnere end den er, men om at kunne være tilstede på en mere egentlig måde – også i de brudte, komplekse og uperfekte hverdagserfaringer. Ifølge Kierkegaard er det slet ikke filosofiens opgave at formulere en ’lethed’, der kan ordne og systematisere den menneskelige eksistens.
Filosofiens opgave er derimod at stille mennesket mere dueligt til det faktiske liv - midt i alle dets udfordringer, modsætninger, begrænsninger og vilkårligheder.
For Kierkegaard er virkeligheden en paradoksal og lidenskabelig størrelse. Den er fuld af modsætninger, der ikke går op og som heller ikke kan adskilles. Kongevejen til det store i livet handler ikke om at opløse disse paradokser, men om at omfavne dem. Lidenskaben er hovedsagen, skrev han. Den er den egentlige kraftmåler for menneskene. Det er lidenskaben der binder et menneskeliv sammen. Fornuften hjælper mennesket med at forstå livet ’baglæns’, men det er lidenskaben, der kan hjælpe mennesket med at leve livet mere ’forlæns’.
Ifølge Kierkegaards tænkning gemmer der sig simpelthen en besnærende forførelse i den moderne verdens aspiration efter lethed, løsning, harmoni og friktionsfrie livsfortællinger. Men menneskelivet skal ikke bare konstrueres efter rationelle, harmoniske og optimistiske udviklingsidealer. Det skal derimod konstrueres i dets paradoksalitet som et modsætningsfyldt forløb fyldt med kontraster, udfordringer, valg, brud, lidenskaber og dilemmaer.
Heidegger: mere nærvær, mindre nytte...
Omtrent hundrede år senere møder vi en tilsvarende bekymring hos den tyske eksistensfilosof Martin Heidegger. I et berømte foredrag fra 1954 advarede Heidegger imod det livs- og menneskesyn, der følger af den moderne verdens teknologiske udvikling. Teknologien er ikke bare et neutralt forhold, men et særligt interesseforhold, der fremmer et udpræget formålsrationelt blik på menneskelivet. Teknologiens væsen er kendetegnet af en beherskelsesinteresse, skriver han, og forklarer at dette fører til et meget instrumentelt og genstandsgørende syn på mennesket.
Det moderne menneske tror, at det behersker teknologien, men i virkeligheden er det teknologien, der behersker mennesket, forklarer Heidegger. I stedet for at betragte livet som noget der er til stede, er det moderne menneske begyndt at se på livet som noget, der er til rådighed - som en ressource, der skal udvikles og udnyttes. Teknologiens væsen truer simpelthen mennesket med ikke at være menneskelig, forklarer han.
Heidegger konkluderer at det moderne menneskeliv er truet af en eksistentiel hjemløshed. I stedet for at forholde sig legende, nysgerrigt og undrende til livet, foretrækker det moderne menneske at forholde sig til livet som noget, der skal planlægges, kontrolleres, mestres og styres. Kort tid før sin død skrev han i en notesbog: Det er nødvendigt at overveje, om det overhovedet er muligt at have hjemsted i denne teknificerede tidsalders ensretning.
Arendt: mere fællesskab, mindre fremstilling...
En tredje filosof, der bekymrede sig for det moderne menneskes eksistentielle livsvilkår var den tysk-amerikanske filosof og politiske tænker Hannah Arendt. Arendt var især bekymret for den gennemtrængende dehumanisering, som hun så brede sig i den moderne verden. Hun var bekymret for den måde det professionelle samfund med dets bureaukratisering, teknologisering, kommercialisering og videnskabelige objektivering var i gang med at genstandsgøre individet og omdanne det til et anonymt og forudsigeligt adfærdsvæsen.
Blandt andet var hun betænkelig ved den måde samfundet efterspørger driftige mennesker, der belønnes for at agere fagligt og professionelt, men ikke for at handle selvstændigt, reflekteret og skabende. Den moderne verden efterspørger ikke kritiske og selvstændige individer, argumenterer Arendt, men producerer i stedet lydige borgere, loyale forbrugere og driftige fagprofessionelle.
Arendt var bekymret for den kunstighed og professionelle forstillelse, som hun så udfolde sig i det moderne massesamfund. Det går simpelthen galt for os når vi forsøger at underlægge menneskelivet ét dominerende og herskende princip, skriver hun. - Og det er lige præcis hvad moderniteten er i gang med, argumenterede hun. Hun så i tiden en spirende dehumanisering, der var i gang med at tæmme mennesket i stedet for at frigøre det.
Alt det, som i virkeligheden betyder noget, nemlig fællesskab og det frie, spontane og autentiske engagement, risikerer at blive kørt over af den moderne verdens upersonlige, teknologiske og professionelle kunstighed, advarede Arendt.
De gamle filosoffers bekymringer er i dag mere relevante en nogensinde. Også vor tids udvikling har kurs mod en ny ’jernalder’. Denne gang er det ikke togskinner i landskabet, men avancerede algoritmer i skyen, der skal levere den nye lethed til det senmoderne menneske. For enden af vor tids lethedsdiskurs ligger løftet om menneskets endelige forklaring. Det er et løfte om et friktionsfrit nirvana uden modsætninger, paradokser, lidenskaber og menneskelig sårbarhed. Dette løfte møder vi blandt andet i moderne ideologier som transhumanisme og singularitet.
En fremtid, vi kan finde os selv i
Men den moderne teknologiske og friktionsfrie humanisme er en pseudohumanisme. Ifølge de klassiske tænkere går kongevejen til det store i livet altid igennem erfaring af modstand, sårbarhed, brudthed, lidenskab, vilkårlighed, støj og paradoks - og ikke udenom.
Ifølge de gamle tænkere er det, det særlige menneskelige ved mennesket, der er grundlaget for dets udvikling, og ikke fraværet af det. Det ægte menneskelige skal derfor ikke findes i harmoniske udviklingsidealer, men i menneskelivets brudte erfaringer, i skrøbeligheden, i sprækkerne, i lidenskaberne, i paradokserne, i kærligheden, i viljen, i troen – kort sagt i livet selv.
De gamle filosoffer var ikke udviklingsforskrækkede traditionsromantikere. De var blot optaget af, at formulere en fremtid som mennesket ikke bare skulle finde sig i, men som det på en dybere og mere eksistentiel måde kunne finde sig selv i. Denne opgave er i dag mere relevant end nogensinde. Det handler om at vække det menneskelige i fremtidens udvikling, ikke om at bekæmpe det. Vejen frem handler om også at kigge tilbage, og tage ved lære af historien og af de gamle tænkere og humanister.
