Jeg har altid haft en svaghed for de store fortællinger i Det Gamle Testamente.
Jeg ved godt at bogen også er fuld af mytologi, stammereligion, krig, vrede og straf. Men bag al dette baske ydre er der en strøm af fantastiske livsfortællinger om menneskers eksistentielle kampe med tilværelsen, om kærlighed, om længsel, om udholdenhed, om tro, om håb, om drømme, om skønhed, om fred, om visdom, om mod og om fællesskab.
Jeg synes især at de gammeltestamentlige ledelsesfortællinger er inspirerende. Her møder man lederskab på baggrund af livets barske eksistensvilkår. De store lederskikkelser portrætteres ikke kun som handlekraftige helte, men som sammensatte og også brudte personligheder. De var komplekse skikkelser fulde af modsætninger: lige så stærke og handlekraftige de var, lige så ængstelige, ensomme og tvivlrådige var de.